Archive for the 'Nyheder' Category

Første koncert på 1000fryd

Her på torsdag d. 4. november indleder vi det første samarbejde med den interessante forening 1000fryd, og afholder koncert på deres adresse Kattesundet 10 i Aalborg. (Læs koncertinvitationen over dette).

Vi er rigtig glade for dette samarbejde med 1000fryd, som er et af de ældre undergrundssteder i Aalborg, og som har mange års erfaring med mange forskellige musikgenrer. Også indenfor den frie musik. Det danske jazzikon Kresten Osgood havde bl. a. stedet som sidste faste spillebase i Aalborg i en lang årrække tidligere.

Lidt nærmere info omkring foreningen følger her:

I SKØN FORENING
1000FRYD er en forening, der siden 1983 har ejet sit eget hus. Et brugerstyret kultur- og aktivitetshus. Bag denne slidte etikette gemmer sig et hus og en forening, der bygger på det princip, at der er de aktive (læs: “dem der laver arbejdet”), der bestemmer. Der er ikke nogen der skal tjene penge på hverken koncerter eller café – alt overskud går tilbage til nye aktiviteter, som medlemmerne kan bestemme over. Selvom 1000fryd har en markant musikalsk profil er der mulighed for at lave alle typer af arrangementer og aktiviteter – hvis man selv har lyst til at gøre en indsats. 1000FRYD rummer også mørkekammer, studie, øvelokale, atelier og masser af andre muligheder.

For mere info kan man besøge deres hjemmeside her:

http://www.1000fryd.dk/

Da jazzen blev sendt på nye eventyr

Under Århus Festuge i år, 2010, sendte festugen og en lang række forening og organisationer jazzen på nye eventyr. Vi var meget stolte over i It’s A Boring Century, at få en indbydelse til at deltage i dette arrangement.

Du kan læse mere om arrangementet Jazz på nye eventyr på Århus Festuges hjemmeside

Under eventen deltog både de lokale Trio Trio Trio og It’s A Boring Century’s formand Christian Skjødt. Se billeder fra arrangementet på denne side.

Jazz på nye eventyr var arrangeret af:

Århus Festuge og Det Jyske Musikkonservatorium, Op Med Århus, Sunship, Jazzdanmark, Dansk Musiker Forbund, It’s a Boring Century, Dansk Artist Forbund, DJBFA, SNYK, LJUD og Dansk Komponist Forening. Støttet af Børn og Unge i Århus Kommune.

It’s A Boring Century og Open Days festivalen

Den 15. til 22. august afholdes der for første gang OpenDays festival i Aalborg, og i It’s A Boring Century er stolte af at kunne støtte op om dette fremragende foretagende! Vi har fundet nogle citater frem fra festivalens hjemmeside for at give svar på eventuelle spørgsmål:

Hvad er OpenDays?

“OpenDays er en festival der sætter fokus på ny eksperimenterende musik og lydkunst og placerer Nordjylland centralt i miljøet i og omkring nytænkende musik.”

Hvilken musik er der på OpenDays?

“OpenDays’ kunstneriske profil tager udgangspunkt i ny kompositionsmusik og lydkunst med såvel danske som internationale værker på programmet.”

Hvad vil OpenDays?

“OpenDays vil bestræbe sig på at være en aktiv og seriøs ramme for den ny musik og dens aktører, et samlingssted for genrens komponister, lydkunstnere, udøvende og et publikum.”

Hvad kendetegner OpenDays?

“OpenDays er kendetegnet ved en farverig mangfoldighed:

• vekslende koncertformer (fra de traditionelt musikerbårne til nye former som performance, electronic og hvad, der måtte melde sig!)
• at eksperimentere med koncert-varigheder og -tidspunkter (formiddag, eftermiddag, aften)
• at fordele aktiviteterne på flere og varierede spillesteder, fra de traditionelle til nye og opsøgende
• at præsentere mange og forskellige komponister og lydkunstnere og på den måde give et fyldestgørende indtryk af bredden i den ny musik”

Hvem står bag OpenDays?

“Festivalen er planlagt som et samarbejde mellem lokale koncertarrangører, der tilmelder egne koncerter. Festivalen tilstræber desuden et samarbejde med byens kulturinstitutioner m.fl., hvor en musikalsk begivenhed kan beriges af samspillet med institutionens eget miljø og egne bud (arkitektur, udstilling, café mm.).
Den organisatoriske ledelse, den praktiske tilrettelæggelse og markedsføring forestås af Ny Musik. Den kunstneriske ledelse sker i en fælles styregruppe mellem NUT (Nordjyllands Unge Tonekunstnere) og Ny Musik.”

Kommer OpenDays igen?

Ja! – “OpenDays er en årlig tilbagevendende begivenhed og finder sted i Aalborg i uge 33.”

It’s A Boring Century deltager i år med et arrangement onsdag den 18. august på Platform 4 – læs mere om arrangementet her: Eksperimenterende elektronisk musik til OpenDays festivalen

iABC rykker ind på Kunsthal Nord igen

På lørdag afholder vi endnu engang arrangement i Kunsthal Nord som ligger i det gamle kraftværk Nordkraft, og vi glæder os. Sidst vi havde arrangement dernede lavede vi en lille vejviser i billedform – den tager vi lige igen.

Man kan ved koncerten på lørdag også opleve den aktuelle udstilling de har på Kunsthal Nord, nemlig: Aalborg Passager

Se hvor du finder Nordkraft er på dette kort. Når man er kommet ind i forhallen, kan man følge vejen vist på billederne her i bloggen:

Entréer ved hovedindgangen, og gå hen til den store metaltrappe

Følg den store metaltrappe

Når du kommer op for enden af den store metaltrappe, fortsætter du blot ligeud igennem porten

Fortsæt ligeud imellem repos og det sorte rækværk med retning med 3 og 4

Til højre for det store grønne 3 tal er en åben glasdør, dette er indgangen til Kunsthal Nord

Eksperiment A i tekst og billeder

Den 17. april 2010 afholdte It’s A Boring Century for første gang arrangement Eksperiment A. Deltagerne i Eksperiment A var de lokale impro-drenge fra Trio Trio Trio, det unge norske orkester Oro og nordjyllands lokale saxofon helt Jakob Mygind. Koncerten var desuden vores første koncert i samarbejde med Biffen, et samarbejde vi i den grad håber at kunne fortsætte fremover.

Længe leve askeskyen:

Takket være den alt overskyggende askesky, som så ud til at tage alt opmærksomhed da vi skulle have Eksperiment A, lykkedes det os i alt hast at få den amerikanske saxofonist Andrew D’Angelo til Aalborg, som var fanget i Danmark på grund af askeskyen. Andrew D’Angelo har været i Danmark siden februar på et artist in recidence ophold igennem JazzDanmark. Andrew D’Angelo var den amerikanske saxofonist vi havde æren af at præsentere på Kunsthal Nord i februar, det var derfor et glædeligt gensyn for os alle i foreningen igen at have Andrew D’Angelo i Aalborg.

Første sæt:

Koncerten var delt op i to sæt, i første sæt spillede de to unge orkestre hver en lille mini-koncert på omkring 20 minutters tid. Trio Trio Trio lagde ud, og havde i anledningen af askeskyen fornøjelsen af at have Andrew D’Angelo med på scenen. Derefter spillede Oro et kort sæt, og orkestrene var hermed præsenteret.

Andet sæt, buzz-knap og publikumsindragelse:

I andet sæt trådte den altoverskyggende mentor og big-boss Jakob Mygind for alvor i karakter. Det var big-bossens opgave at sætte de to orkestre sammen på kryds og tværs igennem diverse improvisationsøvelser og en enkelt Mygind komposition. Vores idé med koncerten var at tvinge musikerne ud i en anderledes koncertform, og forhåbentligt kunne gøre vores til at rykke musikken ud i mere eksperimenterende områder.

Jakob Mygind var derfor blevet udstyret med en buzz-knap, som ved tryk udgav et ordentligt hyl og på det store biograflærred huserede kort en stor rød cirkel. Desuden havde big-bossen mulighed for at sende musikerne på udskiftningsbænken såfremt han følte det nødvendigt. Jakob Mygind havde komponeret et værk, hvor det var en ordre ikke at spille hvad der stod men bare følge nodernes retning og rytme. Denne komposition indeholdte desuden en lille koreografi beregnet til publikum, hvilket man ikke ser til mange improvisationskoncerter. I værket “The Ash-People” spillede musikerne et værk til ære for den amerikanske saxofonist Andrew D’Angelo som var fanget i Danmark på grund af askeskyen. I værket deltog Jakob Mygind og Andrew D’Angelo som tog sig en i den grad inspirerende duet, citat fra Bent Steenbakken, Nordjysk.dk:

“…(kom) D’Angelo selv vildt skrigende ind på saxofon fra bagerste række i salen, og Mygind og han mødes som to gejle ronkedorer midtvejs og udveksler hylende toner, inden de falder til ro og på knæ foran hinanden og besindigt småsludrer venskabeligt på hornene.”

Tak til Aalborg Kommunes Skole og Kulturudvalg:

Vi havde til dette arrangement, været så heldige at modtage støtte fra Aalborg Kommunes Skole og Kulturudvalg. Uden denne støtte havde Eksperiment A ikke været en mulighed. Tusind tak for det.

Omtale:

Nordjyske‘s Bent Steenbakken havde inden Eksperiment A, givet os fin omtale i artiklen “Udskiftningsbænk med Mygind“, og var også forbi selve koncerten. I anmeldelsen “Sjovt, sæt og umuligt smukt“ kan du læse meget mere om aftenens forløb, og vi er i den grad stolte over at modtage 5 ud af 6 stjerner for vores første Eksperiment A arrangement. Mange tak for det.

JazzDanmark skrev op til arrangementet en artikel om vores lille men ambitiøse forening, du kan læse artiklen her: Til kamp mod kedsomheden. Mange tak til JazzDanmark for den flotte omtale.

Tak for hjælpen:

Det har alt i alt været en rigtig god oplevelse at kaste os ud i dette Eksperiment A, og det er ikke sidste gang vi vil gøre vores til at eksperimentere med koncertformen. Tak til alle jer der støtter op om vores forening ved at fortælle om os, spørge til os, komme til vores arrangementer, tager billeder, skriver artikler, status-updates og hvad i nu ellers gør. Det hjælper alt sammen til at vi kan forfølge vores drøm om at styrke den eksperimenterende scene lokalt, nationalt og internationalt.

Vi glæder os til at vende tilbage med nyheder om vores næste arrangementer.

Billeder:

Vi har endnu engang været så heldige at have en fotograf tilstede til vores arrangement, denne gang havde vi besøge af Søren Georg som har taget nedenstående billeder. Du kan besøge Søren Georg på hans blog www.georgsbilledbog.wordpress.com

Biffen i Nordkraft bliver hjem for det første EXP:A

Eksperiment A er på trapperne, om en uge slår vi i samarbejde med Biffen dørene op for vores første eksperiment koncert – en koncert hvor det er It’s A Boring Century der sætter rammerne og musikernes opgave at udfylde disse under kyndig vejledning af den lokale saxofonhelt Jakob Mygind. Vi afholdte i februar vores 2. arrangementKunsthal Nord, der lige som Biffen hører hjemme i Nordkraft. Vi var forbi Kunsthal Nord forleden, og de har endnu engang en interessant udstilling: Blikket på kunsten (vi har lavet en lille vejvisning hvis man vil besøge stedet).

Det gamle kraftværk Nordkraft, har de seneste år gennemgået en fascinerende forvandling, hvilket har gjort den mastodontiske bygning til en af de mest interessante byggerier i Aalborg. Vi er derfor utroligt glade for at kunne vende tilbage til Nordkraft, og ikke mindst at samarbejde med Biffen. Man har gjort et stort arbejde i at bevare bygningens rustikke udtryk, hvilket er med til at skabe de helt perfekt rammer til vores eksperimenterende kunst. Bygningen i sig selv er inspirationskilde nok til kunst i lange baner.

Lidt om Biffen:

“Biffen har som Aalborgs eneste uafhængig kvalitetsbiograf eksisteret i mere end 20 år og er i 2009 blevet en del af Aalborgs og Nordjyllands nye kulturelle center, Nordkraft.

Her er der spillesteder, teater, kunstudstillinger, cafeer og fitnesscentre mm., som i et aktivt samarbejde vil gøre Nordkraft til et dynamisk center for en mangfoldighed, som rummer både den brede og den smalle kultur.

Biffen fik i 2003 Den nordjyske kulturpris for sin insisteren på kvalitet i repertoirets smalle og brede del, som for begge deles vedkommende fokuserer på europæiske film og på film fra den øvrige verden, som ellers ikke ville blive tilbudt danske filmelskere. Hertil kommer, at Biffen byder på filmfestivaler, møder med filminstruktører, debatarrangementer, filmkurser og andre filmrelaterede aktiviteter.”

Hvordan ser der ud i sal A:

Vi har kigget indenfor i sal A hvor koncerten finder sted, for at tage nogle billeder så i kan se hvad der venter jer til næste arrangement. Ønsker man at kende stedet lidt bedre, kan vi anbefale man i ugens løb smutter forbi Biffen, drikker en latté og ser sig en film nu man alligevel er der.

Publikumspladserne set fra scenen

Scenen set fra trappen

Stor hældning

Stolerække

Vi ses i Biffen på lørdag.

Find vej til Kunsthal Nord

Om lidt åbner dørene til It’s A Boring Centurys anden koncert, med Andrew D’Angelo / Christian Skjødt / Morten Mosgaard. Koncerten foregår i Kunsthal Nord kl. 16.00 – og for at gøre det let for alle at finde vej hertil, har vi lavet en lille billed-sekvens så man kan se hvilken vej man skal bevæge sig igennem det store Nordkraft.

Se hvor Nordkraft er på dette kort. Når man er kommet ind i forhallen, kan man følge vejen vist på billederne. Vi ses om lidt :)

Læs om It’s A Boring Century i Nordjyske idag

Nordjyske bringer i dag en artikel om vores ambitiøse lille forening, hvor formand Christian Skjødt kommer med lidt insider info om hvad der sker bag de tynde iABC mure. God fornøjelse.

Et kedeligt århundrede

It’s A Boring Century!

Uddrag fra presse:

”En af grundende til at vi startede foreningen var fordi vi oplevede at den eksperimenterende musik som vi selv spiller var velkommen utrolig mange steder, men i disse krisetider er det de færreste der har råd til at satse på noget så snævert som eksperimenterende musik. Med It’s A Boring Century kan vi gå ind sikre os bedre forhold for den eksperimenterende musik og samtidig lukke musikken ind de steder der meget gerne vil lukke den ind.” udtaler initiativtager Morten Mosgaard.

Trods foreningens unge alder er der allerede opnået støtte fra Musam og Kunstrådet, så finansieringen af de første 8 arrangementer er på plads. Foreningen mangler dog lidt ekstra støtte til at kunne lave hvad de håber skal blive deres fyrtårnsarrangement en gang hver halve år – et arrangement hvor It’s A Boring Century vil samle de bedste improvisationstalenter fra hele landet for hele tiden at kunne vise frem hvad der rør sig på den eksperimenterende scene, og samtidig skabe et bedre netværk imellem de personer der spiller denne musik. ”Der er et meget lille miljø for eksperimenterende musik i Danmark, og resten af verden – den scene vil vi meget gerne bakke op om, og allerede i Februar får vi besøg af en af de helt store stjerner nemlig New Yorker saxofonisten Andrew D’Angelo. Allerede inden vi startede foreningen oplevede vi utrolig stor opbakning fra miljøet hvilket vi er meget stolte af, og at vi kan være med til at skabe en scene for den eksperimenterende musik på så højt niveau at de internationale stjerner vil komme, var kun noget vi turde drømme om – og som nu allerede inden starten er gået i opfyldelse.” udtaler Morten Mosgaard som også vil være bag DJ pulten ved det første arrangement.