I næste uge, nærmere betegnet fredag den 19. februar kl. 16.00, rykker It’s A Boring Century ind på Kunsthal Nord. Med os tager vi den amerikanske super-impro-saxofonist Andrew D’Angelo som i en eftermiddags-koncert vil møde de to lokale impro talenter: Christian Skjødt (trommer) og Morten Mosgaard (vokal).
Vi glæder os til at kunne præsentere for jer en rigtig hyggelig fredag eftermiddag, lige op til ferien, i improvisationens tegn.

Andrew D'Angelo
Om Andrew D’Angelo:
“Andrew D’Angelo (1965) har igennem mere end 20 år gjort sig bemærket på den eksperimenterende jazzscene i New York, bl.a. i bands som Human Feel (m. Chris Speed, Jim Black og Kurt Rosenwinkel), The Matt Wilson Quartet og Tyft. Han har gennem hele sin karriere gjort en dyd ud af at nedbryde musikalske grænser og dykke ned i nye genrer. Hans tilstedeværelse på scenen, hans kraftfulde og til tider aggressive spil, har gjort ham til et stort navn i det amerikanske jazzmiljø.
I hans soloarbejde har dyrket sit eget sprog med rødder i jazzen, inspireret af den elektro-akustiske tradition, støj og moderne klassisk musik. Han har skrevet værker for big bands, kammerorkestre, strygerorkestre og solister.
I 2008 blev Andrew D’Angelo opereret for kræft i hjernen. En sygdom, som han med egne ord ’overgår’ med sin musik og en helingsproces, som omfatter både krop og musik.
http://www.andrewdangelo.com/
http://www.myspace.com/andrewdangelo“
Vi kan desuden fortælle at resten af forårsprogrammet straks er på vej!